Ny SF-formand siger farvel

Der er gang i svingdøren hos SF Østerbro i København. I januar gik Jens Anton Tingstrøm Klinken fra formandsposten. Nu har hans afløser som konstitueret formand, Maja Marker Sørensen, også nedlagt hvervet og meldt sig ind hos Socialdemokraterne.

Hun er arbejderist ligesom EU-parlamentariker Emilie Turunen, politisk ordfører Jesper Petersen, Nanna Westerby, der er gift med Thor Möger Pedersen, lokalformand Jens Anton Tingstrøm Klinken og næstformand Mattias Tesfaye.

De støttede alle Astrid Krag som SFs formand i stedet for Annete Vilhelmsen ligesom alle SFs ministre samt EU-parlamentarikerne Emilie Turunen og Margrete Auken. Alligevel fik Annette Vilhelmsen støtte fra seks af 10 SF'ere ved en urafstemning.

- Der tegner sig et klart billede af, at SF var ikke mit parti. Eller er det i hvert fald ikke længere. Det hører jeg fra Jesper, Emilie og Nanna, Mattias og Kasper Bjerring, og hvem der ellers er smuttet, siger Maja Marker Sørensen.

Hun erkender, at Socialdemokraterne også internt er uenige om vækstplanen, som nogle kritikere kalder blå politik. Andre anfægter, at finansminister Bjarne Corydon ikke betegner Socialdemokratiet som et venstreorienteret parti.

- Jeg melder mig ikke nødvendigvis ind i et parti, fordi jeg er enig med ledelsen. For mig handler det om den store udfordring, som hele venstrefløjen eller centrum-venstre står i. Hvis der findes en løsning, er den hos Socialdemokraterne, siger Maja Marker Sørensen.

Hun vil gerne genrejse Socialdemokraterne efter partiets krise. Hele den europæiske venstrefløj er svækket efter mange års krise i kapitalismen, erkender hun.

- Venstrefløjen mangler at formulere det nye venstreorienterede projekt som erstatning for det gamle, siger Maja Marker Sørensen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip