Ny skade giver Juventus problemer før Serie A-premiere

Skrevet af admin

18/08/2015

Dagens topnyheder

Når fodboldklubben Juventus på søndag indleder jagten på klubbens femte italienske mesterskab på stribe, kommer klubbens midtbane til at se noget svagere ud end i sidste sæson.

Juventus har sagt farvel til både Andrea Pirlo og Arturo Vidal, der er skiftet til henholdsvis New York City FC og Bayern München.

Tirsdag blev en tredje stjernespiller på midtbanen, Claudio Marchisio, endegyldigt afskrevet fra at deltage i premieren hjemme mod Udinese.

Den italienske landsholdsspiller har pådraget sig en muskelskade, der holder ham ude i 20 dage, meddeler Juventus på sin hjemmeside.

Han kan heller ikke deltage i den efterfølgende kamp i ligaen, den svære udekamp mod Roma.

Claudio Marchisio er med skaden også uaktuel til Italiens to næste kampe i EM-kvalifikationen, som bliver spillet hjemme mod Malta og Bulgarien henholdsvis den 3. og 6. september.

Mestrene er i forvejen ramt på midtbanen. Både tyske Sami Khedira, der er kommet til fra Real Madrid, og ghaneseren Kwadwo Asamoah er ude med skader.

Franske Paul Pogba skulle dog være klar til at levere spil i topklasse på Juventus' midtbane.

/ritzau/