Ny skandale: Finder hestekød i dansk biksemad

Den svenske færdigrets-gigant Findus trækker biksemad tilbage fra danske butikker. Analyseprøver viser nemlig, at der er mellem en og tre procent hestekød i retterne.

Det oplyser Findus i en pressemeddelelse.

- Bedrageriet med hestekød, som har ramt forbrugere over hele Europa, er meget alvorligt, siger Jari Latvanen, der er administrerende direktør for Findus Norden, og tilføjer:

- Selvom alle vore leverandører har bekræftet, at de ikke anvender hestekød i deres produktion, så må vi nu erkende, at vi ikke længere kan stole på nogen. Derfor gennemtester vi systematisk hele vores produktsortiment, siger han.

Efter hestekødsskandalen brød ud i midten af januar, har Findus systematisk testet hele sit sortiment. Indtil videre har virksomheden gennemført 122 test i alt, og det er kun produktet "Biksemad 1,4 kg", der er testet positivt for spor af hestekød.

Findus har orienteret Fødevarestyrelsen om fundet af hestekød i biksemaden. Samtidig oplyser færdigretsproducenten, at kunder, der har købt biksemaden, kan returnere varen.

Hestekødsskandalen begyndte, da den irske fødevarestyrelse fandt dna fra heste i hamburgere. Derefter kom det frem, at lasagne fra den svenske færdigrets-gigant Findus viste sig at indeholde op mod 100 procent hestekød.

Siden er der blevet fundet hestekød i oksekødsprodukter i en lang række lande. Heriblandt Irland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz, Sverige, Tyskland, Norge, Rusland og Danmark.

Fundet af hestekød i biksemad sker tre dage efter, at supermarkedskæden Lidl fandt spor af hestekød i sine produkter. Alle færdigretter blev fjernet fra hylderne.

I sidste uge måtte De Samvirkende Købmænd trække lasagner fra den franske producent Comigel tilbage, som har været solgt i Danmark. Også på grund af hestekød.

I Frankrig har en politiundersøgelse afsløret, at den franske virksomhed Spanghero bevidst har videresolgt 750 ton hestekød som oksekød. I alt er kødet endt i 4,5 millioner produkter, som er solgt videre til mindst 28 forskellige firmaer i 13 europæiske lande.

/ritzau/

 

Dagens Gossip