Ny skandale i formel 1

Det største comeback siden Elvis?

Eller simpel snyd?

Mercedes´ sejr i Monacos Grand Prix for 14 dage siden diskuteres ivrigt i depotet i Montreal, hvor syvende afdeling af formel 1-VM afvikles i weekenden. Sejren, der blev kørt hjem af Nico Rosberg, overraskede alle, for de to grandprixer inden gadeløbet i Monte Carlo udviklede sig til deciderede fiaskoer for det tyske team.

I både Bahrain og Spanien havde Rosberg pole position, i Spanien endda med teamkammerat Lewis Hamilton ved siden af sig. Men begge steder rutsjede de to Mercedes-racere hurtigt ned gennem resultatlisten – de tyske biler belastede simpelthen Pirelli-dækkene hårdere end alle andre, så kørerne måtte slække på tempoet og gå tidligt i pit.

Men i Monaco havde Rosberg pludselig ingen problemer med sine dæk, og han scorede en solid sejr.

I første omgang blev Mercedes-sejren i Monaco forklaret med, at den langsomme gadebane ikke belaster dækkene i samme grad, som det skete i Bahrain og Spanien.

Men nu er en mere kontroversiel baggrund for Mercedes’ markante formfremgang afsløret: Mellem Spaniens og Monacos Grand Prix gennemførte teamet en tre-dages test med Pirelli på den spanske grandprix-bane ved Barcelona.

Med undtagelse af den årlige Young Driver-test er det forbudt at teste fra sæsonstarten og resten af året. Pirelli har dog som leverandør af dæk til hele formel 1-feltet mulighed for at udvikle nye dæktyper, men der er strenge krav til disse dæktest. For det første skal alle team have mulighed for at deltage, og for det andet bliver de traditionelt gennemført med biler, der er mindst ét år gamle. Årsagen, til at der bruges ældre biler, er, at det eller de team der deltager, ikke direkte kan profitere af testen, der altså udelukkende har til formål at udvikle dækkene.

Ved testen i Spanien brugte Mercedes deres 2013-model. Både Pirelli og Mercedes har i de forløbne dage forsøgt at bagatellisere dét, man kalder en helt ordinær dæktest, men både Red Bull og Ferrari har bedt det internationale bilsportsforbund undersøge sagen.

Det bliver også mere og mere tydeligt, at testen blev afviklet i største hemmelighed. Hele området omkring banen var ifølge vidner afspærret og patruljeret af et privat vagtværn. Og Mercedes og Pirelli, der begge har velorganiserede PR-afdelinger, der udsender pressemeddelelser dagligt, når deres bil eller dæk er i aktion, havde inden afsløringen ikke nævnt testen med ét eneste ord.

Nu har Red Bull-teamchef Christian Horner også fundet ud af at Rosberg og Hamilton gennemførte testen med ’camouflerede hjelme– angiveligt i et forsøg på at skjule, hvad det hele handlede om. Ved en almindelig dæktest indsættes ofte kun reservekørere.

Så den seneste formel 1-skandale er en realitet: Har Mercedes bare pludselig ’forstået deres 2013-model? Eller har de med en ulovlig test snydt sig frem i feltet? Sagen kommer nu for FIA´s domstol, hvor straframmen går fra bøde til udelukkelse. En afgørelse ventes i løbet af få uger.

 

 

 

Dagens Gossip