Det skriver BT mandag.
Den opsigtsvækkende trussel om at sende rockere, blev rettet mod en autoforhandler og er ikke blot en tilfældig anklage, men har været drøftet på et lukket møde højt oppe i Skats system, hvor en underdirektør og en funktionsleder i Skat ‘indtrængende’ efterlyste flere oplysninger vedrørende truslen, så de kunne forfølge og måske endda opklare sagen. Det afslører et mødereferat.
Dermed rammes Skat af nye alvorlige beskyldninger om trusler blot få dage efter, man har afsluttet et historisk tjenstligt forhør af seks ansatte, der var involveret i den skattesagen mod erhvervsmanden Jesper ‘Kasi’ Nielsen, der af Skat blev truet til at indgå en frivillig aftale mod, at Skat til gengæld ikke ville gå efter hans familie. I den forbindelse blev fire skattemedarbejdere straffet.
Skat har siden sidste år intensiveret jagten på snyd med afgifter i forbindelse med bilsalg. Kort fortalt mistænker Skat autoforhandlerne for at flytte en del af avancen ved bilsalg over i ekstraudstyr til bilen. Ekstraudstyr er nemlig ikke afgiftsbelagt modsat biler. Bilforhandlerne føler omvendt, at Skat kommer på kontrolbesøg og presser og truer dem til at indgå aftaler, som de slet ikke er enige i, og som der ofte slet ikke er belæg for. For eksempel kan en trussel fra Skats side være, at man udvider kontroller, hvis autoforhandleren ikke 'nikker ja' til Skats løsning.
Skats aggressive fremfærd har ført til, at Skat og autobranchen har holdt en række møder i løbet af det seneste år, hvor Skats allerøverste top, herunder både Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, og den daværende skatteminister Holger K. Nielsen, også har været involveret. Hos Autobranchen Danmark bekræfter man, at truslerne er helt reelle.
- Det er en problemstilling, som ikke er ukendt for os, siger Autobranchen Danmarks administrerende direktør, Jens Brendstrup, der ellers ikke ønsker at udtale sig om mødet, fordi det var et lukket møde.
Direktør for Skats indsatsområde Erling Andersen bekræfter, at han også kender til truslerne. Men han siger til BT, at Skat aldrig fik en mulighed for at undersøge anklagerne.
- Vi har efterspurgt af flere omgange konkrete oplysninger om den udtalelse, og det har vi ikke fået, og derfor har vi ikke kunnet komme videre med denne konkrete situation, siger han.