Ny skatteminister: Jeg har tænkt mig at losse til bolden

Sent onsdag aften fik Jonas Dahl (SF) en opringning fra SF's formand, Annette Vilhelmsen, som han nok aldrig vil glemme.

- Annette ringede klokken 22.30. Jeg lyttede pænt til, hvad hun sagde, og så sagde jeg ja tak til hendes tilbud. Og så skyndte jeg mig at ringe til min kone, siger han til Ritzau.

Godt 14 timer senere står han foran en mur af pressefolk og medarbejdere, der er mødt frem i Skatteministeriets kantine for at se Jonas Dahl få overdraget nøglerne til ministerkontoret af Holger K. Nielsen (SF).

- Jeg går ydmygt til opgaven, men jeg har også tænkt mig at give bolden et los. Og jeg har tænkt mig at kæmpe for det, siger den 35-årige randrusianer, der virker upåvirket af den hektiske formiddag, han har gennemgået.

Politisk kommentator Hans Engell vurderede tidligere torsdag, at Jonas Dahl som helt grøn skatteminister står over for en stor udfordring, når han nu skal sidde til bords med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og finansminister Bjarne Corydon (S).

Den opgave går den nye skatteminister fortrøstningsfuld ind til.

- Jeg synes, jeg er en pænt bredskuldret fyr, så mon ikke jeg kan klare at bokse med både Bjarne og Margrethe. Jeg kender dem fra min tid som finansordfører, siger han og fortsætter:

- Det handler jo også om at nå til enighed, og det handler om sammen at nå frem til politiske resultater i en regering. Vi skal ikke slås med hinanden, for det handler dybest set om at slås med oppositionen. Og her tror jeg, at vi tre supplerer hinanden fint.

Jonas Dahl benytter sin første dag som skatteminister til at blæse til kamp mod danskere, der forsøger at åle sig uden om skattesystemet

- Vi skal sikre os, at borgere og virksomheder føler sig trygge ved det skattesystem, vi har i Danmark. Men vi skal også sikre os, at det ikke er muligt at snyde i skat og sende penge ud af landet for at undgå at betale skat.

Som et hjælpende redskab til skatteål-jagten fik han overrakt et fiskenet af Holger K. Nielsen.

Jonas Dahl går ind til jobbet som skatteminister med en baggrund som tidligere skatteordfører og politisk ordfører i SF. Han blev valgt ind i Folketinget første gang i 2007.

/ritzau/

Dagens Gossip