Ny skatteminister prioriterer ejendomsvurderinger højt

Skrevet af admin

02/09/2014

Dagens topnyheder

På torsdag i næste uge fremlægger et ekspertudvalg et forslag til, hvordan et nyt system til at foretage ejendomsvurderinger kan skrues sammen.

Og det bliver den første og største opgave for den nye skatteminister, Benny Engelbrecht (S). Han overtager tirsdag posten efter Morten Østergaard (R), der skal være ny økonomi- og indenrigsminister efter partifællen Margrethe Vestager.

- Ejendomsvurderingerne er min førsteprioritet, min andenprioritet og min tredjeprioritet, siger Benny Engelbrecht.

Ejendomsvurderingerne har været sat under politisk lup gennem længere tid, efter at det er kommet frem, at borgerne blandt andet har betalt op mod en milliard kroner for meget i ejendomsskat på grund af forkerte vurderinger.

Han forventer dog ikke, at han bliver regeringens mest populære minister. Det ligger ikke ligefrem i kortene med det ministerium.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med den opgave, Helle har givet mig. Jeg går ikke ud fra, at jeg bliver den mest populære minister, da det er mig, som skal kræve penge ind, siger han.

Han er den ottende skatteminister på fire et halvt år, men han slår fast, at det er hans plan at sidde der så længe som muligt, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ønsker det, og vælgerne lader Socialdemokraterne fortsætte i regering efter næste valg.

- Jeg kan sagtens forstå, at der sidder medarbejdere, som godt kunne tænke sig større stabilitet, og jeg håber, at jeg kan være med til at bidrage med den stabilitet, siger Benny Engelbrecht.

- Jeg kan ikke gøre for, hvad der er sket før mig. Min hensigt er ikke, at der skal en masse forandringer, siger han.

Han understreger, at han ikke havde nogle betænkeligheder, da Helle Thorning-Schmidt spurgte ham mandag.

- Jeg opfatter det ikke som en vandrepokal, men som en stor ære, jeg sætter stor pris på, siger han.

/ritzau/