Ny slagterunde hos Danish Crown: 80 må fyres

Det er ikke mere end 11 dage siden, de ansatte på svineslagterierne i Danish Crown stemte nej til et forslag om at gå ned i løn for at forsøge at redde arbejdspladser.

Og nu er de første afskedigelser på vej. Det skriver Dagbladet Ringsted.

Danish Crown i Ringsted har varslet fyringer af 80 ansatte. Begrundelsen er, at der skal ske tilpasninger efter sommerferien med mange afløsere, og fordi der kommer færre slagtesvin, end man havde håbet på.

Ifølge slagteriet har det ikke noget med den nyligt nedstemte aftale at gøre, skriver avisen.

- Det er naturlig tilpasning, som vi foretager hvert år. Men der er nok flere afskedigelser i år, fordi vi får lidt færre kødforsyninger end normalt, siger fabriksdirektør Frode Laursen til Dagbladet Ringsted.

Og han fortæller, at fyringerne vil ske gradvist hen over et par måneder.

- Vi skal til at diskutere, hvad vi kan gøre. Om vi kan tilbyde kurser og den slags. Vi kan også håbe, at situationen når at ændre sig, så vi ikke skal af med så mange, siger Frode Laursen.

Da slagteriarbejderne stemte nej til en lønnedgang, hvor pengene skulle bruges til investeringer hos landmændene, kunne Jesper Friis, direktør for Danish Crowns svineslagterier, DC Pork, ikke afvise, at konsekvensen af nej'et kunne blive fyringer.

- Laver man en matematisk fremføring af den udvikling, der har været de sidste 15 år, så er vi 1000 mand mindre om tre år, sagde direktøren den gang til Ritzau.

Det var meningen, at de ansatte skulle skyde penge i en fond, der skulle være med til at sikre, at danske svineproducenter kunne modernisere og effektivisere, så de kunne levere slagtesvin til de danske slagterier.

Danish Crown havde lovet de ansatte, at de ikke ville lukke slagterier i perioden. Men ikke at alle job var sikret.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV