Ny sommerstigning i asyltal

Skrevet af admin

21/08/2015

Dagens topnyheder

Ligesom sidste år har sommeren budt på en stigning i antallet af udlændinge, der søger om asyl i Danmark. Det viser de nyeste tal fra Udlændingestyrelsen.

I juni søgte 1087 om asyl i Danmark, mens tallet i juli var 1038. Det er en stigning i forhold til forårsmånederne, hvor tallet lå på 466 i marts, 563 i april og 904 i maj.

Stigningen er dog ikke helt så voldsom som i sommeren sidste år, hvor der kom 1009 asylsøgere i juni og 1733 i juli.

Efterfølgende fortsatte tallet med at stige, og det kulminerede i september 2014, da 3147 asylsøgere kom til landet.

Netop sidste års sommerstigning var med til at sætte et politisk fokus på asyltallet, som tidligere i år førte til en række ændringer af udlændingelovgivning.

Efter valget i juni har den nye Venstre-regering sat gang i behandlingen af en ny række ændringer af lovgivningen, blandt andet en væsentligt lavere ydelse til flygtninge, der opnår asyl, og som har det erklærede mål at mindske tilstrømningen til Danmark.

I de første syv måneder af 2015 har 5174 personer søgt om asyl i Danmark mod 5595 i samme periode sidste år.

Det er fortsat ansøgere fra Syrien, som udgør størstedelen af strømmen til Danmark. 2142 har søgt asyl i år svarende til lidt over 40 procent af det samlede antal.

Den næststørste gruppe er fra Eritrea, hvor strømmen er vokset drastisk frem mod sommermånederne. 801 ansøgere har Danmark modtaget fra det østafrikanske land, hvoraf de 685 - svarende til 85 procent - er ankommet i maj, juni eller juli.

I årets første syv måneder har 6703 personer fået tildelt asyl i Danmark, mens 6445 har opnået familiesammenføring.

På begge områder er tallene højere end for samtlige 12 måneder i 2014, hvor 6104 fik asyl, og 5727 blev familiesammenført.

/ritzau/