Ny storm truer USAs ødelagte diger

Knap har vandet trukket sig tilbage efter megastormen Sandy, før meteorologerne melder om nye faretruende vejrforhold.

Meget tyder på, at en ny storm med kraftig regn og stormflod rammer det nordøstlige USA i løbet af tirsdagen og natten til onsdag - midt i det amerikanske præsidentvalg, oplyser TV2 Vejret.

- Selvom det nye uvejr ikke ventes at opnå nær den samme styrke som orkanen Sandy, så er det netop Sandy's ødelæggelser af blandt andet diger og kystnære bygninger, der kan gøre en ellers helt almindelig efterårsstorm til en potentiel katastrofe.

Det siger Danny Høgsholt, TV2 Vejret.

- Det faktum, at Sandy medførte kysterosion og tæt på en total destruktion af digerne langs flere hundrede kilometer kystlinje i New Jersey kan betyde, at selv en relativ lille stormflod kan oversvømme store dele af de kystnære strækninger.

Stormlavtrykket, som kan medføre nye omfattende oversvømmelser, vil ifølge både amerikanske og europæiske prognosemodeller dannes tirsdag eftermiddag dansk tid i Atlanterhavet ud for South Carolina.

Herfra vil det tirsdag aften og natten til onsdag udvikles eksplosivt som en følge af, at kold luft fra det nordlige USA trænger mod sydøst og danner en skarp temperaturgradient langs den amerikanske østkyst, oplyser TV2 Vejret.

Vinden vil, mens lavtrykket bevæger sig mod nord, konstant blæse fra øst og nordøst og dermed presse en masse vand fra Atlanterhavet ind mod kysten.

Herudover strømmer den varme Golfstrøm under denne frontzone, hvilket er med til at forstærke stormlavtrykket yderligere.

Meget tyder på, at uvejret kulminerer onsdag eftermiddag og aften dansk tid, hvor en stormflod på mellem 1,0 og 2,5 meter i forbindelse med det astronomiske højvande kan slå til langs kysterne i New Jersey.

Det kan være mere end rigeligt til at oversvømme store dele af kyststrækningen i den allerede hårdt ramt delstat i det nordøstlige USA.

De nuværende prognoser peger på, at stormfloden når sit højeste tidligt onsdag aften dansk tid. Ud over forhøjet vandstand kan uvejret kaste mellem 50 og 70 mm regn af sig, hvor der kommer mest.

 

Dagens Gossip

Dagens TV