Ny supercomputer skal hjælpe danske universitetsforskere

Skrevet af admin

18/12/2013

Mest læste i dag

Danmark er på vej til at få en ny supercomputer, der skal bruges af forskere fra alle landets otte universiteter.

Når universiteterne går sammen om en fælles computer, får de råd til et større eksemplar. Når den står klar i 2015, vil den på det tidspunkt være den største i Danmark.

Den kommende gigant er endnu ikke bygget, men afhængig af hvilken opsætning universiteterne vælger, vil den blive omkring 24 meter lang, og den forventes at blive titusinde gange stærkere end en almindelig pc.

- Med den kommende supercomputer vil forskerne kunne foretage beregninger, der er langt hurtigere end nu, fortæller Henrik Pedersen, som er dekan ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

Han tilføjer, at forskerne også får en fordel, når de fremover skal søge om penge til internationale forskningsprojekter.

Her er videnskabsfolkene i skarp konkurrence med kolleger fra andre lande, og derfor er det godt at kunne henvise til, at man har adgang til en af Europas store computere.

Den kommende gigant vil kunne anvendes inden for forskningsområder som sundhed og humaniora, der ellers ikke har tradition for at bruge supercomputere.

I USA anvender sundhedssektoren allerede supercomputere.

Her behøver en læge ikke længere nøjes med at trække på afdelingens egne erfaringer, når vedkommende skal stille en diagnose.

I stedet kan lægen plotte symptomerne ind i computeren. Den tygger sig herefter ikke alene igennem patientens journal, men også titusindvis af lægevidenskabelige dokumenter, artikler og bøger.

Herefter kobler computeren det hele sammen og spytter forslag til en diagnose ud. Forløbet tager ganske få sekunder.

/ritzau/