Ny telefonlinje skal rådgive om kroniske smerter

En ny telefonlinje, Smertelinjen, skal fremover rådgive personer med kroniske smerter. Telefonlinjen bliver oprettet som en hjælp til de over 800.000 danskere, der anslås at døje med længevarende smerter.

»Vi ved, at mange af de mennesker, som lider af kroniske smerter eller døjer med lange smerter, ofte lider meget længe, før de søger hjælp,« siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Sundhedsministeriet har givet 240.000 kroner til projektet, der startes op i 2014, og hvor sundhedsfaglige frivillige og andre smertepatienter vil sidde klar til at tage telefonen for at rådgive og vejlede.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Det er for eksempel hjælp til behandling, arbejdsforhold eller problemer i privatlivet, som mange har spørgsmål til.

»Det at døje med kroniske smerter kan være en stor belastning for ens hverdag. Ikke bare, fordi det smerter, men det forstyrrer også i forhold til arbejdsliv og familieliv, og hvordan man trives mentalt,« siger Astrid Krag.

Telefonlinjen bliver et samarbejde mellem interesseorganisationen SmerteDanmark og Foreningen af Kroniske Smertepatienter, FAKS.

I FAKS er formand Pia Frederiksen begejstret over den økonomiske håndsrækning fra ministeriet. Hun og FAKS får i øjeblikket op mod 30 henvendelser om ugen fra personer med kroniske smerter. Og behovet er steget, forklarer Pia Frederiksen.

»Jeg har kunnet mærke, at behovet er blevet større og større inden for de seneste år,« siger Pia Frederiksen, der blandt andet peger på, at en nedskæring i tilskuddet til smertelindrende medicin tidligere i år har fået behovet for hjælp til at stige.

Ifølge Pia Frederiksen bliver mennesker med kroniske smerter ofte glemt i sundhedssystemet. Derfor er telefonrådgivningen et vigtigt skridt på vejen mod en bedre behandling.

»Jeg kan mærke, det er noget, der mangler. Jeg håber, det kan være et skridt i den rigtige retning, selvom det ikke skal stå alene,« siger Pia Frederiksen.

Astrid Krag er enig i, at der kan gøres mere for at få bugt med de kroniske smerter.

»Det hverken kan eller skal stå alene. Der skal stadig fra sundhedsvæsenet løftes en vigtig opgave, og det skal der også fra den kommunale og sociale sektor,« siger Astrid Krag.

Pengene til Smertelinjen kommer fra den satspulje på 67 millioner kroner, som sidste efterår blev sat af til at styrke indsatsen for borgere med langvarige og kroniske smerter fra 2013 til 2016. Blandt målene for pengene er også en efteruddannelse af praktiserende læger og udvidelse af smertecentre på landets hospitaler.

Dagens Gossip