Ny teori: MH370-pilot dræbte passagerer ved iltmangel og styrtede fly i havet

Den opsigtsvækkende teori kommer fra avis-journalisten Geoff Taylor og den tidligere pilot Ewan Wilson, der også er uddannet efterforsker indenfor transportsikkerhed. De har sammen skrevet bogen "Goodnight Malaysian 370" - titlen henviser til de sidste ord, kontroltårnet hørte fra piloten, inden al kommunikationsudstyr blev slået fra i flyet.

Det skriver stuff.co.nz.

Læs også: MH370: 185.000 kroner forsvundet fra fire passageres konti efter flystyrt

De to newzealandske forfattere siger, at de har undersøgt alle tænkelige scenarier, og at dette er den eneste, der rent faktisk kunnet have fundet sted.

- Vi kunne fuldstændigt udelukke enhver mulighed for en katastrofisk strukturel fejl, hurtigt fald i trykket, elektrisk fejl, brand og nedskydning som mulige årsager til tabet af MH370. De kunne simpelthen ikke have sket. Gennem udelukkelsesmetoden endte vi med den ubehagelige og yderst tragiske sandsynlighed, at Zaharie (piloten, red.) - på grund af en personlighedsforstyrrelse, depression eller følelsesmæssigt sammenbrud - dræbte sig selv og alle ombord på flyet med vilje, siger Ewan Wilson ifølge stuff.co.nz.

De mener, at piloten Zaharie Ahmad Shah lokkede sin andenpilot til at tage en pause og lukkede ham ude af cockpittet. Herpå skulle han angiveligt have ladet trykket i kabinen falde, så passagererne ikke kunne optage ilt. Selvom iltmaskerne nok var blevet udløst, ville de kun give ilt nok til 20 minutter. Passagererne ville derfor hurtigt dø.

Læs også: Har snydt døden to gange: Skulle have været på begge dødsfly

Forfatterne bag bogen mener, at piloten derefter lod flyet styrte ned et sted i Det Indiske Ocean. Det vil forklare, hvorfor der ikke er fundet vragrester - flyet var sandsynligvis stadig i et helt stykke.

MH370 lettede fra lufthavnen i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur 8. marts kl. 0.41 lokal tid. Destinationen var Beijing i Kina.

Kl. 1.19 hørte man sidste gang fra flyet, da piloten sagde godnat. Flyet blev sidst opsnappet på en radar kl. 1.21 i Thailandbugten, hvor den drejede skarpt mod vest og væk fra sin egentlige rute.

Alt tyder på, at flyet er styrtet ned i sted i Det Indiske Ocean, men indtil videre har man ikke fundet spor efter det. Ombord var 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer.

Dagens Gossip