Ny tilkørsel til E45 ved Grønlandsvej fejres

Mandag den 18. november får Vejle en ny motorvejstilslutning ved Grønlandsvej. Det bliver den nye Vejle Syd afkørsel.

Indvielsen sker ved et fælles arrangement klokken 14.30 på Grønlandsvej, hvor vejdirektør Per Jacobsen, Vejdirektoratet, og borgmester Arne Sigtenbjerggaard holder de officielle taler. Samtidig indvier Vejdirektoratet udvidelsen af E45 til seks spor fra Vejle C til Skærup.

Søndagsfest markerer ny tilkørsel

Der tages hul på festlighederne allerede på søndag. Her fejrer AAB og Vejle Kommune Grønlandsvejs tilslutning til E45 med musik og underholdning. I dagens anledning er der stillet et festtelt op på Grønlandsvej ved E45.

Der er gratis bus fra Trafikcentret, og den stopper ved alle stoppesteder op ad Koldingvej og Grønlandsvej og helt ud til pendlerpladsen ved den nye tilkørselsvej.

Der er mulighed for at købe en tur i helikopteren og se Vejle og motorvejen fra oven. Hvis man hellere vil blive ved jorden, kan man gå en tur ud på den nye motorvejsbro og få et kig ud over tilkørslen.

Farvel til bilkøer

- Det er herligt, at vi allerede nu to år før planlagt kan sige farvel til trængsel og bilkøer på E45. Og det er ekstra glædeligt, at vi nu kan indvie en helt ny tilkørsel til motorvejen, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard og fortsætter:

- Jeg er sikker på, at den vil blive til stor glæde for hele den sydlige del af Vejle by og vil aflaste Fredericiavej. Med indvielsen af Grønlandsvej kan vi nu glæde os over, at vi har hele fem tilkørsler fra Vejle til motorvejen – Grejs, Hornstrup, Vejle N, Vejle C og Vejle S, understreger borgmesteren.

Dagens Gossip