Ny togstrejke lammer Tyskland i rekordlange fire dage

Skrevet af admin

05/11/2014

Mest læste i dag

For fjerde gang på en måned nedlægger de tyske togførere arbejdet i en tilspidset konflikt med deres arbejdsgiver, Deutsche Bahn. Denne gang er der tale om den længste togstrejke i Deutsche Bahns historie, for togene kommer til at stå stille i hele fire dage.

Startskuddet lyder onsdag klokken 15, når godstrafikken stopper på det tyske skinnenet.

Klokken to natten til torsdag vil togpassagerer over hele forbundsrepublikken blive ramt. Strejken, der kommer til at gælde både fjern- og regionaltog samt S-togtrafikken, skal vare frem til mandag morgen klokken fire.

Arbejdsnedlæggelsen ventes også at få store konsekvenser for de mange tusinder turister, der rejser til den tyske hovedstad for at deltage i festlighederne i anledning af 25 året for Berlinmurens fald på søndag. Således står alle S-tog stille i Berlin i weekenden.

Togførerne i fagforeningen GDL strejker igen, fordi Deutsche Bahn fortsat ikke vil imødekomme deres krav om at få lov til at forhandle overenskomst for alle ansatte, ikke kun togførere. Et nyt forsøg på mægling mislykkedes søndag.

GDL-formand Claus Weselsky siger, at fagforeningen holder fast i at ville forhandle overenskomst på alles vegne, også for eksempel billetkontrollører.

Deutsche Bahn fordømmer den nye strejke og går nu til arbejdsretten for at få stoppet den. Imens vil der blive iværksat nødkøreplaner, og man satser på, at en tredjedel af alle tog alligevel kommer ud at køre.

- Dette strejkevarsel får en til at tabe mælet - det er ren chikane, siger Deutsche Bahns personaledirektør Ulrich Weber.

Togførerne møder heller ingen forståelse hos politikerne.

- Claus Weselsky har mistet al proportionssans, siger det socialdemokratiske SPD's generalsekretær, Yasmin Fahimi, til Spiegel Online.

Den konservative transportminister, Alexander Dobrindt, advarer togførerne om, at tyskernes forståelse for deres krav efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

- Strejkeretten er elementær, men parterne bør bruge denne hævdvundne ret med meget stor omhu, siger han til avisen Bild.

/ritzau/dpa