Ny topchef i Mærsk har drevet virksomhed til perfektion

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Selskabet Mærsks forretningsben er alle i modvind på samme tid, og det er ikke til at se, hvornår det vender.

Derfor har selskabet torsdag skiftet den øverste chef Nils Smedegaard ud med Søren Skou, i et forsøg på at sætte en mere sikker kurs, vurderer aktieanalytiker fra Sydbank Morten Imsgard.

- Umiddelbart er det overraskende, at Mærsk vælger at skifte.

- Men når man så kigger på omstændighederne - med Mærsk der har været ekstremt udfordret det seneste års tid af meget vanskelige markeder med lav oliepris og lave containerrater, så er det afgørende for selskabet at sende et signal til investorerne om, at de tager situationen meget alvorligt, siger han.

At valget netop falder på Søren Skou viser, at bestyrelsen i Mærsk har ønsket en ny topchef, der kan garantere mere driftsikre resultater, hvilket Søren Skou tidligere har bevist i Mærsk.

- Han har indtil nu siddet som chef for Mærsk Line og har vist, at han kan drive et containerrederi til absolut perfektion i meget vanskelige markeder. Og det er også det, han får kredit for nu, siger Morten Imsgard.

Søren Skou er altså det sikre interne kort for selskabet, hvor bestyrelsen torsdag også lægger op til en række fremtidige ændringer i organisationen.

Den nu tidligere topchef Nils Smedegaard har dog ikke drevet decideret dårlig forretning, lyder det fra Morten Imsgard.

- Han har drevet forretningen i en periode, hvor det har været svært at drive forretning, fordi markederne har været vanskelige, siger han.

Ifølge aktieanalytikeren vil man især huske Smedegaard for at have startet en proces, hvor man skærer selskabet ind til benet. En proces, han mener, vil fortsætte fremover.

- Så må man give ham kredit for, at han har lavet et begyndende oprydningsarbejde i Mærsk og været med til at sætte dagsordenen for, at Mærsk skulle være en mere strømlinet forretning, siger han. /ritzau/