Ny tv-aftale sikrer håndbolden millioner

Stationen har nu skrevet under på en ny aftale med Divisionsforeningen Håndbold og Dansk Håndbold Forbund. Aftalen forlænger det nuværende samarbejde med yderligere fem år, så den først udløber i 2020.

Den sikrer dansk håndbold et trecifret millionbeløb og indebærer, at TV 2 allerede fra sæsonen 2013/14 vil sende minimum 35 kampe på TV 2s landsdækkende kanal samt at man fra sæsonen 2015/16, hvor aftalen er fuldt implementeret, yderligere transmitterer 50 kampe på en eller flere af stationens nichekanaler.

Fra sæsonen 2015/16 har TV 2 hermed de eksklusive rettigheder til dansk håndbold for så vidt angår ligakampe, pokalkampe og landskampe.

- Den nye aftale for årene 2015-2020 giver flere penge til dansk håndbold og yderligere kampe på TV 2s kanaler. Vi vil gerne investere i håndbolden og være med til at sikre fortsat udvikling af og fremgang i dansk håndbold, så der kan skabes endnu flere stærke profiler til vores to landshold, siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen.Dansk Håndbold Forbund er glade for at kunne udbygge samarbejdet med TV2.

- Vi er stolte over, at vi i DHF sammen med klubberne har kunnet indgå en så epokegørende aftale med en af de partnere, der gennem årene har betydet mest for udviklingen af dansk håndbold, nemlig TV 2, siger direktør i DHF, Henrik M. Jacobsen.

Dagens Gossip