Ny tyrkisk premierminister: Vi skal have ny forfatning

Tyrkiets kommende premierminister, Ahmet Davutoglu, blev onsdag eftermiddag formelt valgt som leder af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP.

Han var den eneste kandidat til posten, som han overtager efter Recep Tayyip Erdogan, der bliver taget i ed som præsident torsdag.

Overdragelsen af lederskabet skete ved en afstemning blandt de delegerede på AKP's kongres. Her stemte 1382 for den nye leder, mens seks stemmer var ugyldige, rapporterer AFP.

Tyrkiets nuværende udenrigsminister siger på kongressen, at Tyrkiet har behov for en ny forfatning, der skal have en mere liberal karakter. Det vil bane vej for mere magt til præsidenten - noget som Erdogan åbent efterspørger.

- Erdogans arv er vores ære og vil blive forsvaret til det sidste, siger Davutoglu.

Han lover også forsat at sikre et forenet parti, arbejde for en kurdisk fredsproces og fastholde Tyrkiets bestræbelser på at opnå medlemskab af EU.

Han lover, at han og Erdogan kommer til at arbejde sammen gnidningsfrit og "hånd i hånd" om at opbygge et nyt Tyrkiet.

- Der vil ikke opstå nogen konflikt mellem præsidenten og premierministeren, der begge er folkeligt valgt. Vi vil bygge et nyt Tyrkiet hånd i hånd, skulder ved skulder. Ingen kan så fjendtlige frø mellem kammerater, siger han ifølge AFP.

På kongressen fastslog Erdogan, der blev hyldet som en helt af partimedlemmerne, at hans efterfølger vil fortsætte hans linje.

- Det, der ændrer sig i dag, er formen, ikke essensen, siger Erdogan, der for 13 år siden var med til at danne AKP.

55-årige Davutoglu, der har været udenrigsminister siden 2009, tager over som premierminister torsdag, når Erdogan bliver taget i ed som præsident. Det ventes, at han hurtigt danner en ny regering.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV