Ny tyrkisk regering er på vej efter korruptionsskandale

Skrevet af admin

25/12/2013

Mest læste i dag

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har skiftet 10 ministre ud i sin regering efter anklager om korruption.

Onsdag aften mødtes han med præsident Abdullah Gül for at orientere om regeringsomdannelsen.

Ommøbleringen blev aktuel, efter at tre fremtrædende ministre tidligere på dagen trådte tilbage efter korruptionsanklager. De fratrådte var Tyrkiets indenrigs-, økonomi- og miljøminister.

Adskillige politifolk er også blevet fyret - ifølge avisen Hurriyet er der tale om 550 betjente, heriblandt flere chefer.

Korruptionsanklagerne har ramt Erdogan hårdt og kan true hans fortsatte virke som premierminister. Han er løbet ind i den værste politiske krise, siden han tiltrådte som regeringschef for 11 år siden.

En af de ministre, Erdogan fyrer i forbindelse med regeringsomdannelsen, er EU-minister Egemen Bagis, som også er sat i forbindelse med korruption.

Miljøminister Erdogan Bayraktar opfordrede tidligere på dagen Erdogan til også at overveje sin stilling.

- Jeg træder tilbage som minister og lovgiver. Jeg mener, at premierministeren også skal træde tilbage, sagde Erdogan Bayraktar til den private tyrkiske tv-kanal NTV.

Premierministeren slår fast, at hans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), ikke har noget som helst at gøre med korruptionen.

Regeringskrisen har i den seneste uge spidset til i Tyrkiet. I sidste uge anholdt tyrkisk politi tre sønner til de nu fratrådte ministre som led i en efterforskning af korruption i forbindelse med offentlige udliciteringer.

Onsdag gik omkring 5000 demonstranter på gaden i Istanbul og krævede Erdogans afgang. Politiet måtte bruge tåregas for at sprede demonstranterne. Der var også meldinger om protester i Ankara og Izmir, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters