Ny tysk forsvarsminister kan blive Merkels afløser

Tyskland har fået dets første kvindelige forsvarsminister, Ursula von der Leyen, der er mor til syv. Hun anses på sigt for at være en mulig afløser for Angela Merkel på posten som forbundskansler.

Selv om Merkel har aversion mod det uventede, så er det lidt en kanin, som kansleren har trukket op af hatten med udnævnelsen af den lidt omstridte 55-årige von der Leyen som politisk chef i forsvarsministeriet.

- De, som kender hende, ved, at hun altid er interesseret i international politik ved siden af socialpolitik. Jeg er sikker på, at hun vil klare opgaverne på en strålende måde, sagde Merkel, da hun søndag præsenterede sin nye regering.

Merkel har ikke kåret en kronprins eller en kronprinsesse, og hun afviser spekulationer om, at hun vil træde tilbage midt i den næste regeringsperiode. Men iagttagere siger, at spekulationer om Merkels afgang vil tage til, hvis den 55-årige Leyen får succes på sin ministerpost.

- Hun har den hårdhed, som der skal til for at klare et vanskeligt job, skriver Bild am Sonntag, der understreger, at Merkel har vist mod ved at udnævne von der Leyen.

Ursula von der Leyen, der har været arbejdsminister og familieminister, er en kontroversiel figur i det konservative CDU, hvor hun ofte har kæmpet og stået fast på kvinders rettigheder.

Hun havde ønsket at få udenrigsministerposten, men den er gået til socialdemokraten Frank-Walter Steinmeier, der igen rykker ind i Udenrigsministeriet. Han var også udenrigsminister i Merkels første store koalition fra 2005 til 2009.

Von der Leyen, som er gynækolog, afviste i første omgang at blive sundhedsminister - et risikabelt spil, som hun vandt.

Forsvarsministeriet har ansvaret for en kæmpemæssig organisation med 185.000 soldater og 70.000 civilt ansatte.

Familiemoren von der Leyen taler engelsk og fransk flydende og har boet i udlandet i lange perioder. Hun er en af de mest populære politikere i CDU, men har også en del modstandere, der er imod hendes forsøg på at modernisere partiet.

For eksempel har det ført til kritik, at hun går ind for kvoteordninger som kan sikre flere kvinder topposter i erhvervslivet. Hendes popularitet skyldes blandt andet hendes engagerende måde at tale på samtidig med, at hun er meget nøgtern og har skubbet CDU længere ind mod midten.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV