Ny udenrigsminister: Danmark skal være i kernen af EU

Skrevet af admin

03/02/2014

Mest læste i dag

Danmarks nye udenrigsminister kommer fra De Radikale, som er et af Folketingets mest EU-positive partier.

Og det lagde Martin Lidegaard (R) ikke skjul på, da han mandag skiftede fra posten som klima- og energiminister til det mere prestigefyldte Udenrigsministerium.

- Hvis vi tager det, som ligger lige foran os, så skal vi til maj stemme om en patentdomstol. Vi skal afgøre, hvor tæt Danmark skal være på kernen af EU eller rettere, hvordan Danmark forbliver en del af kernen, siger Martin Lidegaard.

For 10 år siden skrev han en kronik sammen med den senere udviklingsminister Christian Friis Bach (R), hvor han foreslog at nedlægge Udenrigsministeriet.

I kronikken med overskriften "Farvel til dansk udenrigspolitik", der blev trykt i Politiken 20. januar 2004, lagde Martin Lidegaard op til, at Danmark i stedet burde binde sig op på en fælles europæisk udenrigspolitik.

- Vi må holde op med at opfatte vores udenrigspolitik som et nationalt anliggende. Det betyder ikke mindre engagement i verden. Men det betyder langt mere engagement i EU, lød det dengang fra Martin Lidegaard.

Så langt vil den nye minister formentlig ikke gå i dag, hvor han selv sidder i kontoret på toppen af Udenrigsministeriet gule bygninger på Asiatisk Plads.

Martin Lidegaard understreger i sin tiltrædelsestale, at udviklingen i verden uden for Europa også komme til at sætte sit præg på hans opgaver:

- Over de næste 15-20 år vil der blive tre milliarder flere mennesker i middelklassen over hele verden.

- Det er med til at flytte de økonomiske centre i verden, og det stiller krav til os om, at vi placerer os i kernen af bevægelsen, så vi kan sætte en politisk dagsorden og komme ind på de markeder, vi skal leve af, siger Martin Lidegaard.

Han fastslår samtidig, at udenrigspolitikken skal "tilbage på læberne hos langt flere mennesker". Det skal blandt andet ske ved at skabe alliancer med borgere og erhvervslivet, lyder det fra den nye minister.

Den afgående udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) understreger, at han er ked af og ærgerlig over, at han ikke fik længere tid som udenrigsminister.

- Jeg vil ikke skjule, at det for mig er ret vemodigt at stå her i dag. Jeg er også ked af, at I igen skal skifte minister, så jeg håber på, at der nu bliver stabilitet for husets skyld. I hvert fald i resten af den her regeringsperiode, siger han efter mindre end to måneder på posten.

Holger K. Nielsen vender nu tilbage til Folketinget, og den tidligere SF-formand lægger op til, at han ikke er færdig med at arbejde med udenrigspolitikken.

- Selvom der er en tradition for, at tidligere ministre ikke skal arbejde med deres område på Christiansborg, så kan det godt være, der bliver gjort en undtagelse her, siger han.

/ritzau/