Ny undersøgelse: Dansk kontanthjælp højere end Sveriges

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Når kontanthjælpen hver måned udbetales i Danmark, kan modtagerne generelt se frem til at modtage en noget større pose penge end deres svenske naboer i samme situation.

Det viser en ny undersøgelse fra den uafhængige forskningsinstitution Rockwool Fondens Forskningsenhed. Undersøgelsen afdækker den danske kontanthjælp fra 1987 til 2012, og resultaterne offentliggøres mandag i bogen "Kontanthjælpen gennem 25 år".

Og blandt konklusionerne er altså, at den danske kontanthjælp er højere end den svenske. Også selvom man ikke kan skære alle modtagere over én kam.

Det siger Marie Louise Schultz-Nielsen, der er seniorforsker på projektet.

- Der er forskellige ting, der spiller ind, så man skal passe på med at generalisere velfærdsordningerne i Danmark og Sverige. Men i forhold til kontanthjælpsmodtagere så er ydelserne højere i Danmark end i Sverige, siger hun til Ritzau.

Blandt andet har enlige med børn og par med børn i Danmark omkring 60 procent flere penge at gøre godt med, end de har i Sverige, viser undersøgelsen.

Kristian Kongshøj, der forsker i velfærdsstaten i de nordiske lande, siger dog, at konklusionerne fra Rockwool Fondens Forskningsenhed skal tages med forbehold.

Det er nemlig svært at sammenligne forskellige landes ydelser, lyder det.

- Det svært at sige, at den danske kontanthjælp er højere end i andre lande. Der er flere ting, der spiller ind, så man kan nemt få et mudret billede af det, siger han.

- Man kan dog nok godt sige, at folk med børn får lidt mere, fordi der viser det generelle billede ret enstemmigt, at kontanthjælpen er lidt højere i Danmark.

Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, mener ikke, at man på den måde kan sammenligne det danske og det svenske system.

- Det er svært at lave den sammenligning, fordi det svenske system er bygget anderledes op. I Sverige får man for eksempel hjælp til at finde bolig, og man får dækket omkostninger for medicin. Det gør man ikke i Danmark, siger hun til Ritzau.

/ritzau/