Ny undersøgelse: Disse mænd laver mest husarbejde

Hvis din mand arbejder inden for undervisning eller et omsorgsfag, så er han sandsynligvis også mere tilbøjelig til at tage et større ansvar, når det vedrører de hjemlige opgaver.

Det viser en ny amerikansk undersøgelse, der netop er blevet fremlagt på American Sociological Associations kongres. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø i denne måned.

Hjælper din mand ikke til? Godt, du kan forbrænde en masse kalorier på rengøringen, se mere på Femina.dk

Vælg en lærer eller en sygeplejerske

Undersøgelsen peger på, at når mændene, der typisk arbejder inden for undervisning, børneomsorg eller sygepleje, bruger mere tid i hjemmet, så bruger deres partner til gengæld mindre.

Hvis du ikke selv er helt vild med at stå for alt det praktiske i hjemmet, må det derfor være en mand inden for en af disse faggrupper, du satser på at slå pjalterne sammen med.

Herhjemme laver kvinder også mest

I den nyeste danske måling fra Rockwoolfondens Forskningsenheds tidsstudium viser det sig, at danske kvinder stadig bruger en tredjedel mere tid på husarbejdet end mænd.

Herhjemme er der imidlertid ikke lavet en opgørelse over, hvorvidt mændenes forskellige arbejdsområder spiller en rolle for deres indsats.

Mænd i kvindefag er ikke populære

Sociologen Elizabeth Aura McClintock fra Notre Dame University i Indiana står bag den amerikanske undersøgelse, som bygger på analyse af data, der er indsamlet gennem knap tyve år.

Hun peger på, at de amerikanske mænd i typiske kvindefag kun gør en ekstra indsats på hjemmefronten, når de er i forhold og altså ikke, hvis de er singler.

Det kunne pege på, at de delvist gør det af frygt for skilsmisse, hvis de ikke opper sig, mener hun.

I USA er mænd i kvindefag nemlig ikke specielt attraktive på ægteskabsmarkedet, forklarer hun.

Vil du ud af dit ægteskab? Sådan siger I ordentligt farvel til jeres forhold. Se mere på Femina.dk

Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip