Ny undersøgelse skal afdække prostatakræft

Prostatakræft er den mest udbredte kræftsygdom blandt mænd i Norden. Hvert år føjes 22.000 nye tilfælde til de 177.000 mænd, der lever med diagnosen i de nordiske lande. Alligevel ved vi langt fra nok om livet med sygdommen.

Derfor går prostatakræft-patientforeningerne i Sverige, Norge, Finland og Danmark nu sammen om en ny nordisk undersøgelse, der skal afdække mændenes oplevelse af, hvordan det er at leve med sygdommen.

Livet med prostatakræft

Undersøgelsens formål er at afdække, hvordan de nordiske mænd lever med prostatakræft og oplever sundhedssystemet og den behandling, de får - og ikke mindst, hvordan de ser på fremtiden.

- Vi ved, at prostatakræft er meget udbredt i de nordiske lande, og at rigtig mange mænd og deres pårørende lever med sygdommen tæt inde på livet hver eneste dag. Men vi ved langt fra nok om, hvordan vi mænd lever bedst muligt med sygdommen, og det er et af de spørgsmål, vi ønsker svar på med den nye, nordiske undersøgelse, så vi kan blive klogere på livet med prostatakræft, fortæller Jens Ingwersen som er sekretariatschef i Prostatakræftforeningen PROPA i Danmark.

Nordens patientforeninger står sammen om undersøgelsen for at tegne et så markant og varieret billede af livet med prostatakræft som muligt.

Hver mand lever forskelligt med sygdommen, og undersøgelsen skal derfor afdække, hvilke forskelle og ligheder der er blandt mænd i Sverige, Norge, Finland og Danmark og komme med bud på, hvordan mænd i hvert land kan lære af hinanden.

Resultaterne af den nordiske undersøgelse vil blive offentliggjort som led i en fælles oplysningskampagne i 2014.

Lever du med prostatakræft? Så kan du klikke dig ind på www.propa.dk og giv din mening til kende.

Dagens Gossip

Dagens TV