Ny vært: Tim Christensen laver radio for musikelskere

Skrevet af Ann Katrine Warren

16/01/2014

Dagens topnyheder

Tim Christensen står normalt selv for musikken, men nu sætter han sig bag mikrofonen i en helt ny rolle. Rockmusikeren kan nemlig også skrive radiovært på CV'et, når han fra i slutningen af januar får sit eget program på P6 Beat.

"Tims top 3" hedder programmet, hvor Tim Christensen hver søndag fra klokken 12 til 14 vil diskutere musik og musikoplevelser med lytterne.

- I ’Tims Top 3’ er det os musiknørder, der får plads. Det er et program for os passionerede musikelskere, der har taget stilling til musik. Jeg er jo en stor musikelsker med en masse på hjertet, og det håber jeg vil sive ud i æteren, udtaler Tim Christensen i en pressemeddelelse.

I programmet skal lytterne hver uge er med til at bestemme, hvem der skal på ’Tims Top 3’ inden for et emne. Dialogen med lytterne er hjørnestenen i programmet – og Tim Christensen vil på Facebook give lytterne mulighed for at diskutere og sammenligne deres egne bud på Top 3’er.

Selv glæder han sig især til samspillet med den, som sidder og lytter til programmet - også selv om han formentlig ikke vil være enig med alle.

- Noget af det herlige er jo at opleve, hvad andre mener om musik. Vi skal nok også blive rasende uenige. Men det er jo netop et tegn på, hvor meget musikken virkelig betyder for os mennesker, understreger Tim Christensen.

"Tims top 3" har premiere på P6 Beat den 26. januar.