Ny Viborg-træner spekulerer ikke i fremtiden

Skrevet af admin

07/03/2015

Dagens topnyheder

Lars Friis-Hansen er kun ansat i resten af denne sæson hos Viborgs håndboldkvinder, og han ved endnu ikke, hvad der skal ske.

Det er der heller ikke tid til at finde ud af lige nu, for der er hele tiden vigtige kampe at bruge kræfter på - såsom søndagens hjemmekamp i Champions League mod det norske storhold Larvik.

- Fremtiden har jeg egentlig ikke spekuleret så meget i. Nu gælder det om at få så mange spillere klar og få bygget et hold op, der er i stand til at være superskarpe i slutspillet og forhåbentlig også komme videre i Champions League.

- Så må vi tage det andet bagefter. Det er uinteressant at spekulere i lige nu. Jeg har sagt ja til at hjælpe Viborg HK i denne periode, og det er det, jeg forholder mig til, siger Lars Friis-Hansen.

Tidligere i karrieren har Lars Friis-Hansen også været træner i Viborg, og han er glad for at få muligheden igen.

- Det er super fedt at få lov til at være træner for Viborgs kvinder igen. Det havde jeg sgu ikke lige set komme. Det må jeg indrømme.

- Som jeg ser det, har vi et fantastisk stærkt hold. Hvis vi får alle folk med, så har vi en super god trup, og vi har nogle unge piger, som er klar til at steppe ind, når de gamle ikke er klar.

- Jeg synes, det ser rigtigt godt ud, og der er masser af muligheder i det her slutspil, mener han.

Kampen mellem Viborg og Larvik spilles i Viborg Stadionhal søndag klokken 16.50.

/ritzau/