Ny vikingeborg er dukket op ved Køge

En ny vikingeringborg er dukket op på en mark, der tilhører godset Vallø Stift vest for Køge. Det skriver Politiken fredag. Det er første gang i mere end 60 år, at man gør et fund af en vikingeborg.

Hidtil har man troet, der fandtes fire vikingeborge, men nu må historiebøgerne skrives om.

- Det er en stor nyhed. Vikingetiden deler vi med andre lande, men trelleborgene er unikke for Danmark, og mange havde opgivet håbet om, at der var flere tilbage, siger vikingetidshistoriker Lasse C.A. Sonne fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet til avisen.

På marken, der ligger tæt op ad den larmende Sydmotorvej, viser geofysiske målinger og de første arkæologiske udgravninger, at her har været en befæstning med en 10-11 meter bred vold omkranset af en palisade.

Området har været forbundet via en lille fjord med Køge Bugt. For over 1000 år siden har de sjællandske vikinger kunnet sejle ud i fjorden og videre ud i bugten og Øresund.

- Seks timer senere har de kunnet være i Skåne. Det har kunnet gøres på en dagsrejse, siger museumsinspektør Nanna Holm fra Danmarks Borgcenter til Politiken.

Det er hende, der i samarbejde med professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet Søren Michael Sindbæk har fundet vikingeborgen.

Vallø Borgring, som den nu er døbt, måler 145 meter i diameter og er dermed den tredjestørste af de fem danske trelleborge.

De fire andre trelleborge er blevet dateret til Harald Blåtands regeringstid i slutningen af 900-tallet, og lige nu ventes der på dateringsresultatet af den ny borg.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV