Ny vurdering: Lego klarer sig fortsat godt i USA

Klodskoncernen lagde ud med en vældig spurt sidste år. Faktisk havde Lego så meget fart på, at det kan blive svært at holde tempoet. For jo større omsætning, jo større mere skal der til for at holde vækstraten i procent, og her har Lego noget at leve op til - specielt på det amerikanske marked.

For i november 2012 havde Lego øget sin markedsandel i USA så meget, at koncernen havde otte procent af legetøjsmarkedet i USA, og det på trods af at Lego udelukkende sælger konstruktionslegetøj. De to konkurrenter, Mattel og Hasbro, sælger alt lige fra biler til dukker, badebolde og brætspil og havde henholdsvis en markedsandel på 23 og 13,4 procent i USA, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vækstraterne er taget noget af i første halvår, vurderer jeg. Hovedårsagen er, at produkter som Ninjago og pigeserie Friends voksede så kraftigt sidste år, at det bliver et nådesløst udgangspunkt,« siger Sean McGowan, senioranalytiker i Needham & Company til Jyllands-Posten.

Han mener dog, at Lego fortsat klarer sig bedre end konkurrenterne i branchen, og varedirektøren i Top-Toy, som ejer BR og Toys "R" Us, Carsten Nielsen, ser også et voksende Lego, som endnu tager markedsandele fra konkurrenterne, selvom farten er taget lidt af væksten.

Lego selv afslører ingen tal, før halvårsregnskabet bliver offentliggjort.

 

Dagens Gossip

Dagens TV