Nyborg kommune vil genbruge mere affald

Nyborg byråd har besluttet at udvide forsøgsordningen for indsamling af papir ved udvalgte husstande i Ullerslev, således at der også skal indsamles pap og plast. Nyborg bliver også omfattet af forsøgsordningen, hvorimod Ørbæk ikke indgår i forsøget. Forsøgsordningen løber over cirka to år og omfatter alle husstande i gl. Nyborg og gl. Ullerslev kommuner med undtagelse af sommerhuse. Det svarer til omkring 10.000 husstande.

Positive resultater

Forsøget med indsamling af papir i Ullerslev var positivt. Det viste sig, at der på den måde kom mere papir til genbrug end via genbrugsstationen. Det nye forsøg skal derfor vise, om der også ved husstandsindsamling af pap og plast kan ske en øget indsamling til genbrug både til gavn for miljøet og for økonomien. Når forsøget er slut vil byrådet tage stilling til den fremtidige affaldsordning for papir, pap og plast, der skal gælde for alle husstande i kommunen.

Forsøgsordningen for indsamlingen af papir, pap og plast ved husstande i Nyborg og i Ullerslev er et samarbejde mellem kommunens forsyningsselskab Nyborg Forsyning og Service A/S (NFS, affaldsselskabet Reno Fyn I/S og Nyborg Kommune.

Dagens Gossip