Nydanskere strømmer til fagbevægelsen

Alt imens fagbevægelsen som helhed mister medlemmer, vokser antallet af fagforeningsmedlemmer med anden etnisk baggrund end dansk.

Det viser tal fra de to store danske fagforeninger FOA og 3F, skriver Information.

FOA har fra 2006 til 2012 haft en fremgang i antallet af medlemmer med ikke-dansk oprindelse på 4180 medlemmer. Det er især indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere, som har meldt sig ind i FOA.

I samme periode er det samlede medlemstal faldet med cirka 8352 medlemmer.

Samme billede tegner sig i 3F, der siden 2010 har fået godt 10.000 flere medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. Det er sket, samtidig med at 3F samlet har mistet 28.429 medlemmer.

I dag udgør andelen af medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk 15 procent, det er en stigning på fire procentpoint siden 2010.

Det glæder forbundssekretær i 3F, Per Christensen, som fortæller, at foreningen har lagt mange kræfter i at få gruppen af lønmodtagere med anden etnisk baggrund end dansk til at organisere sig.

- Jeg tror, det skyldes vores insisteren på, at vi vil organisere den her gruppe, siger Per Christensen til Information.

Samtidig peger han på, at 3F's medlemsgruppe forandrer sig, og at netop gruppen af nydanskere ofte får job i de brancher, der traditionelt organiserer sig i 3F.

Flere eksperter fremhæver, at medlemmerne af ikke-dansk oprindelse er vigtige for fagbevægelsen.

Særligt for fagforeninger som FOA og 3F, som traditionelt har organiseret arbejdere i lavtlønsgruppen, hvor de potentielle medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk er beskæftiget.

- I Danmark er der som bekendt ikke er nogen mindsteløn fastsat ved lov, og det betyder, at hvis man skal forsvare den her gruppe menneskers rettigheder, så er man nødt til at få dem organiseret, siger Laust Høgedahl, som forsker i faglig organisering på Aarhus Universitet, til Information.

/ritzau/

Dagens Gossip