Nye bankkrav for 85 mia. kr. på plads

85.000.000.000 kr. Det er prisen for de syv danske storbanker, som nu udnævnes til systemisk vigtige her i landet.

Med titlen som SIFI-bank - systemically important financial institution - følger nemlig en stribe nye hårde krav, som alt i alt betyder, at bankernes kapitalkrav skal øges med 85 mia. kr. Det viser et ikke-offentliggjort notat fra Erhvervs-og Vækstministeriet, som Berlingske er i besiddelse af.

Heri står endvidere: »Det bemærkes, at tabellen viser kravene til SIFI-institutterne, og ikke hvor meget kapital institutterne holder. Institutterne vil således i praksis skulle øge deres kapitalbeholdning mindre, end forskellen på de nuværende og kommende kapitalkrav indikerer.«

Oversat til dansk betyder det, at de danske storbanker ikke nødvendigvis skal ud og hente ny polstring for 85 mia. kr. for at leve op til de nye og hårdere krav. 

De såkaldte SIFI-krav udgør kun 41,5 mia. kr. af forøgelsen. Resten kommer fra EU-krav, som ligger i det kommende kapitalreguleringsdirektiv CRD 4. 

Aftalen om hårdere krav kommer som reaktion på krisen, hvor Danske Bank som Danmarks suverænt største pengeinstitut var så stort, at banken i værste fald kunne have sendt hele samfundet ud i en statsbankerot. Berlingske har igennem en længere artikelserie »Falder bankerne, falder Danmark« beskrevet, hvilke ekstraordinære redningsaktioner der blev sat i gang for at sikre, at den situation ikke skulle opstå. Og den aftale, som ventes på plads her til formiddag, kommer for at sikre, at Danmark aldrig ender i sådan en situation igen. 

Ifølge Berlingskes oplysninger rummer aftalen nye hårdere krav til de største banker og realkreditinstitutter i landet. Danske Bank, Nordea Danmark, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit, BRF Kredit og DLR Kredit ventes at være blandt de institutioner, som bliver stemplet som systemisk vigtige - såkaldte SIFI-banker.Danske Bank ventes at få strammere krav til sin kapitalpolstring end de øvrige banker, men kravene til Danmarks største bank vil ifølge Berlingskes oplysninger være lempeligere end i regeringens oprindelige udspil. I 2017 skal denne såkaldte SIFI-aftale have et servicetjek.

Dagens Gossip