Nye broer får havneprojekt til at hænge sammen

Haderslev har fået to nye broer. De to broer går over kanalerne i havnen, og selvom broerne måske ikke syner af meget på den store havn, så er de vigtige elementer i hele havneprojektet.

- Vi har arbejdet med udviklingen af havnen i mange år. I hele processen med at forvandle den gamle industrihavn til et attraktivt sted at bo, arbejde og opholde sig, har det hele tiden været tanken, at der skulle være offentlig adgang til havnepromenaden”, siger borgmester Jens Christian Gjesing i en pressemeddelelse.

Den første bro blev taget brug i sommer, mens den anden bro, der går over kanalen ved VUC-bygningen, indvies på fredag klokken 13.

- Vi indvier officielt den sidste af to nye kanalbroer. Indvielsen af broen er med til at markere, at det nu er muligt at gå, løbe eller cykle langs hele havnepromenaden med vandet på den ene side og siloen og spændende arkitektur på den anden side, fortæller Jens Christian Gjesing.

I forbindelse med indvielsen bliver havnens nye redningsstationer også indviet og demonstreret.

Dagens Gossip