Nye bydele i København og Aarhus bliver til

30. januar 2013 fik bydelen med den knap så sexede arbejdstitel ”De bynære havnearealer” endelig sit rigtige navn: Aarhus Ø.  Med ønske om at give den nye bydel identitet, kom navnet Aarhus Ø til verden og med dét en række nye byggeprojekter og en charmeoffensiv på de sociale medier.

6 måneder efter navngivningen af Aarhus Ø, satte København et nyt postnummer i søen. Nordhavnen fik 1. juni i år officielt postnummeret 2150 Nordhavn og dermed status som selvstændigt byområde med egen identitet.

Liebhaveri og almene boliger

Begge bydele er udsprunget af presset på storbyerne, hvor flere og flere ønsker at bo. De nye bydele er derfor også moder for en lang række byggeprojekter. Især det spektakulære etagebyggeri, Isbjerget, i Aarhus Ø har lagt en ambitiøs arkitektonisk linje for det nye område.

De nybyggede lejligheder i Aarhus Ø er blandt de dyreste, der er til salg i Aarhus netop nu.  Den dyreste lejlighed ligger i Isbjerget på Mariane Thomsens Gade 31 og har en udbudspris på 9.900.000 kr., men kan du betale, får du en unik penthouselejlighed på 213 kvadratmeter.

Aarhus Kommune har dog bestemt, at en pæn andel af boligerne i Aarhus Ø skal være almene boliger, og bydelen undgår dermed at låse sig selv fast i liebhaversegmentet og opnår større diversitet blandt dem, der bruger og bor i området.

Udsigter bygget på gamle siloer

I 2150 Nordhavn bygger man Havnehuset, der ikke lægger skjul på at være bygget på grunden af pakhuse, siloer og udtjente ankerkæder. Her appellerer man til velhavende hipstere, der har råd til de store lejligheder med altan eller taghave og ikke mindst udsigt ud over havnen.

Her bygger man også Harbour Park, der er eksklusive lejligheder på hvad de kalder Københavns nye havnepromenade. 

Harbour Park-lejlighederne er også med i kampen om at være områdets dyreste lejligheder. Den dyreste Harbour Park-lejlighed udbydes til 12.000.000 kr. og byder på nybygget luksus, maritimt miljø og udsigt – dog først fra 2015, hvor byggeriet står færdigt.

- Det er rigtig spændende at følge de to nye bydele. Der er ingen tvivl om, at der er nogle klare visioner for områderne og ikke mindst for de boliger, der er opført og er under opførelse. Det springende punkt bliver, om aarhusianerne og københavnerne for alvor tager den nye bydel til sig. Ofte går der en rum tid, før en bydel for alvor får fodfæste og en identitet. Se bare på Ørestaden.

- Der gik mange år, før man ikke bare opfattede det som en forblæst station på Amager men som et attraktivt område, hvor man havde lyst til at bo- , siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV