Nye flotte bænke på Akseltorv

Sæt dig på Akseltorv og nyd det gode sommervejr med en is i den ene hånd og din smartphone i den anden. Nye Loop-bænke, designet af de fremadstormende arkitekter fra tegnestuen Aart, inviterer borgere og turister til at nyde sommerens udeliv på Akseltorv.

Samtidig er det nu også muligt at være online på sin smartphone eller tablet med turistbureauets hotspot. Det kræver blot, at du går forbi turistkontoret og får en kode.

Bymidte med plads til oplevelser

- Vi har fokus på bylivet i Kolding, og vi er i netop i færd med at vedtage en bylivsstrategi, fortæller borgmester Jørn Pedersen og fortsætter:

- Vores vision er, at Kolding skal være en vital og imødekommende by, hvor vi designer en bæredygtig bymidte med plads til oplevelse, udfoldelse og møder mellem mennesker, så vores by bliver et sted, hvor bylivet lever og leves. Det er i den sammenhæng, at Loop-bænkene og de mange andre initiativer i bymidten skal ses.

- Nu placerer vi bænkene på Akseltorv, siden kommer de måske til at stå andre steder i byen – vi bruger byen som et levende designlab, hvor vi afprøver mulighederne for at udvikle bylivet sammen med borgerne, fortæller borgmesteren.

Sid i rundkreds og slange

Loop-bænkene er lavet i formstøbt plastic og bliver fyldt med vand, så de står stabilt. Bænkene består af 5 elementer og bliver placeret i en cirkel og som en slange.

- Loop-bænkene har et moderne udtryk, som giver en fin kontrast til de gamle, historiske bygninger, som omkredser torvet, og det er blandt andet derfor vi har valgt dem, fortæller Alexander Priesemann, landskabsarkitekt i By- og Udviklingsforvaltningen.

Dagens Gossip