Nye forhandlinger om Ukraine i Berlin

Skrevet af admin

20/01/2015

Dagens topnyheder

Tyskland er onsdag vært for yderligere forhandlinger om Ukraine med deltagelse af blandt andre udenrigsministrene fra Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig, siger en talskvinde for den tyske regering til Reuters.

Talskvinden siger, at Ukraine og Rusland har anmodet om at få mødet i stand flere gange.

De vil drøfte, hvordan volden kan nedtrappes.

Efter et lignende møde i Berlin i sidste uge besluttede kontaktgruppen for de fire lande at aflyse et planlagt topmøde på grund af manglende fremskridt i bestræbelserne på at finde en forhandlingsløsning.

Meddelelsen om forhandlingerne kommer på et tidspunkt, hvor kampene i det østlige Ukraine tager til.

De russisk-støttede oprørere angreb tirsdag den tilbageværende del af en ukrainsk styrke, der forsøger at holde deres stillinger ved en ødelagt lufthavn nær oprørernes hovedkvarter i storbyen Donetsk.

Ukrainske styrker iværksatte søndag en modoffensiv i et forsøg på at genvinde tabt terræn ved lufthavnen i Donetsk.

Der lød tidligt tirsdag eksplosioner fra både udgående og indgående artilleri i Donetsk i mange timer.

Et medlem af byrådet, Ivan Prikhodko, siger, at mindst to civile blev dræbt, og at otte blev alvorligt såret, da en granat ramte et busstoppested i den nordlige del af byen.

Rusland tilbageviste samtidig rapporter om, at 700 russiske soldater mandag gik over grænsen til Ukraine for at støtte oprørerne mod den ukrainske hær.

- Det er absolut nonsens, siger det russiske forsvarsministerium.

EU's udenrigsministre besluttede på et møde i Bruxelles mandag, at der ikke vil blive rykket ved EU's sanktioner mod Rusland, så længe russerne ikke lever op til fredsaftalen, der blev indgået sidste år i Minsk.

Aftalen handler blandt andet om våbenhvile og russisk respekt for grænserne i Østukraine.

Rusland advarede mandag Ukraine mod at forsøge at løse krisen militært.

- Det ville være en "strategisk fejltagelse", der kan føre til "uoprettelige konsekvenser for den ukrainske stat", siger det russiske udenrigsministerium.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde søndag, at den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, har afvist en fredsplan som den russiske leder fremlagde i sidste uge.

Over 4800 mennesker er siden april blevet dræbt under konflikten i Ukraine.

/ritzau/Reuters