Nye iPhones kan give Apple-aktien kurssmæk

Op til offentliggørelsen af nye produkter er de kendt for at lade en afmålt, men præcis rygtestrøm sive ud fra virksomheden. Og det kan måles på aktiekursen, som stiger op til annonceringerne, men også i dagene efter præsentationerne, hvor aktien typisk bliver presset i minus af, at investorerne sælger ud efter en periode med kursstigninger.

I de fem handelsdage efter offentliggørelsen af en ny iPhone eller iPad er aktien i gennemsnit faldet 0,6 procent, mens aktiemarkedet i gennemsnit steg 1,1 procent. Det viser en analyse, som Nordea har lavet af Apple-aktiens bevægelser i forbindelse med præsentationerne af de forskellige iPhones og iPads.

Og tirsdag aften dansk tid går det så løs igen. Apple har inviteret til pressemøde og rygterne tyder på præsentationen af to nye iPhones. En ny iPhone 5C og en billigere version ved navn iPhone 5S, der skal hjælpe Apples salg på vej i de dele af verden, hvor førstnævnte er for dyr til at slå rigtig igennem.

Apple er kendt for at give hints i invitationen til pressearrangementerne, og denne gang tyder layoutet på, at den nye, billigere Iphone vil kunne fås i en stribe forskellige klare farver.

Fuldstændig i tråd med tidligere har nyhederne sendt aktien op med 9,6 procent i den seneste måned - mens aktierne i S&P 500 er faldet 2,1 procent. Bevægelsen ligner den, som aktien fulgte op til lanceringen af iPhone 4 i juni 2010. Her steg den 4,0 procent op til offentliggørelsen, mens aktiemarkedet generelt faldt 5,4 procent tilbage.

Til gengæld faldt Apple-aktien så en procent i ugen efter lanceringen, mens markedet med 2,6 procent. Set i det perspektiv kan der være grund til at holde lidt igen med at købe Apple så tæt på morgendagens pressekonference, men i stedet vente på det fald, der tidligere er opstået i dagene efter selskabets offentliggørelser, vurderer chefrådgiver Michael Borre fra Nordea.

»Det er vores anbefaling, at man ikke køber Apple-aktien, nu hvor vi er så tæt på den sandsynlige annonceringsdato. Vi ser potentiale i aktien på lang sigt, men ønsker du at købe, er der en god sandsynlighed for, at du kan gøre et bedre køb ved at vente et par dage,« siger han.

Han vurderer, at der skal noget helt nyt på banen, hvis Apple-aktien skal genvinde den magi, der tidligere omgærdede den.

»Det vil kræve en helt ny produktkategori at ændre aktiemarkedets syn på Apple afgørende. Det kunne være et iWatch eller iTV, to produkter som rygtebørsen allerede forbinder med Apple. En succesfuld annoncering af sådan et produkt ville sætte endnu en cylinder på Apples vækstmotor som p.t. går i tomgang. Og hvis der bliver udsigt til mere vækst i Apple så er der også udsigt til en markant stigende aktiekurs,« siger Michael Borre.

 

Dagens Gossip