Nye kampe i Ukraine dræber mindst 15

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Næsten fire måneder efter indgåelsen af en fredsaftale er der nye kamphandlinger i det østlige Ukraine.

Prorussiske separatister har indledt et nyt angreb af Maryinka, som delvist er stukket i brand, siger en talsmand for den ukrainske hær ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Byen Maryinka ligger vest for Donetsk.

- Situationen begyndte at blive forværret i aftes, da fjenden indledte en beskydning af vores positioner. Som resultat af disse angreb brænder Maryinka stadig.

- For 20 minutter siden tæt ved Maryinka og Krasnogorivka angreb de ulovlige væbnede grupper de ukrainske styrkers positioner, siger talsmanden, Oleksander Poronyuk.

Regeringsstyrker har dog fortsat kontrollen over Maryinka, siger en anden militær talsmand.

Tidligere sagde Ukraines forsvarsminister, at de prorussiske styrkers forsøg på at rykke frem mod Maryinka var stoppet.

Separatisterne i Donetsk afviser at havde indledt en offensiv.

De siger derimod, at mindst 15 mennesker er døde og 60 såret, efter den ukrainske hær indledte en beskydning af Maryinka.

Oplysningerne kunne ikke umiddelbart bekræftes fra anden side.

Kampene i og omkring Donetsk har medført, at 576 minearbejdere er fanget under jorden uden lys og elektricitet, fordi kampene på landjorden har beskadiget strømforsyningen.

Det oplyser en prorussisk separatist-kommandant til pressetjenesten DAN og til Interfax.

Tidligere var elektriciteten røget i en anden mine, hvor over 350 mennesker var spærret inde.

/ritzau/Reuters