Nye kampe i Yemen få timer inden våbenhvile

Skrevet af admin

11/04/2016

Dagens topnyheder

De stridende parter i den igangværende konflikt i Yemen indledte søndag aften klokken 23 dansk tid en midlertidig våbenhvile med løfter om hver især at overholde betingelserne.

I timerne op til ikrafttrædelsen var der sporadiske kampe nord for Yemens hovedstad, Sanaa, og i den centrale del af landet. Mindst 20 mennesker meldes dræbt.

En talsmand for den koalition af lande, der støtter den officielle yemenitiske regering og med Saudi-Arabien i spidsen har gennemført luftangreb mod oprørere fra houthi-bevægelsen, lover at holde flyene på jorden.

- Men hvis der er nogen som helst overtrædelse af våbenhvilen (fra den anden side, red), bliver vi nødt til at forbeholde os retten til at gøre gengæld, siger brigadegeneral Ahmed al-Asiri til Reuters.

Hvis våbenhvilen bliver overholdt, er det meningen, at der skal indledes fredsforhandlinger 18. april.

I Sanaa fortæller indbyggerne, at de er desperate efter at opleve en våbenhvile og få en fredsaftale på plads.

- Jeg er træt af kampene, ødelæggelserne, det hele, siger Hussein Ali, en 57-årig embedsmand.

- Situationen er meget vanskelig for folk uden arbejde, uden elektricitet, uden vand og med frygt for, at et bombardement når som helst kan dræbe dem, vi holder af, fortsætter han.

Indbyggerne i al-Maton, der ligger nord for Sanaa, meldte søndag om voldsomme kampe mellem houthi-oprørere og styrker, der er loyale over for præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Og i den centrale Bayda-provins meldes om mindst 20 dræbte, ligesom der også er sammenstød i byen Taiz.

- Jeg håber, at når jeg vågner i morgen, er krigen slut, og at jeg og mine klassekammerater kan gå i skole uden at være bange for angreb og død, siger den 16-årige skoleelev Amal Ahmed i Sanaa.

To gange tidligere er fredsforhandlingerne slået fejl.

Krigen i Yemen har kostet mindst 6200 mennesker livet og har udløst en større humanitær katastrofe, efter en militæralliance med Saudi-Arabien i spidsen indledte luftbombardementer mod houthi-militsen for et år siden.

/ritzau/Reuters