Nye lærere sendes direkte tilbage i skole

Fire år på læreruddannelsen og klar til jobbet som lærer. Sådan burde det være, men det er langtfra altid tilfældet.

Ofte er de nyuddannede lærere ikke godt nok uddannede til at kunne lede en klasse alene, ligesom de har svært ved skole-hjem-samarbejdet.

Det har fået flere af landets største kommuner til at tilbyde efteruddannelse til de nyuddannede, som de ansætter, skriver Politiken.

Blandt andet København, hvor nyuddannede ansatte sendes direkte tilbage til kursus på læreruddannelsen.

- Det er jo lidt galimatias, at man skal efteruddanne helt nyuddannede. Det er rasende ineffektivt, at vi skal bruge penge på det. Det ville være smartere, hvis det foregik på læreruddannelsen, siger børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) til Politiken.

- Vi skal også vikardække vores lærere, hvilket betyder, at børnene får vikar oftere, end de havde behøvet. Men vi kan ikke bare lade være med at give efteruddannelse, når vi oplever lærere, der er angste for at praktisere deres lærergerning, tilføjer hun.

Siden 2009 har Københavns Kommune efteruddannet 97 nyuddannede lærere, hvilket koster godt 400.000 kroner om året. Dertil kommer udgifter til vikardækning.

Formand for Kommunernes Landsforenings Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg og borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard, kalder det "uholdbart", at kommuner skal bruge ressourcer på efteruddannelse, som også Aarhus gør.

- Det er professionshøjskolerne, der skal sikre, at de nyuddannede er parate til at komme ind på arbejdsmarkedet.

- Med den nye læreruddannelse må man sikre, at man får samlet op de steder, hvor det halter. Blandt andet når det gælder klasserumsledelse, siger han.

I Odense får nyuddannede lærere et 30 timers efteruddannelsesforløb, der typisk omhandler forældresamarbejde.

I 2007 til 2009 kom 58 nyuddannede på kursus - det medførte en udgift på 513.000 kroner. Også Aalborg har et tilbud til de nyuddannede.

Stod det til Anne Vang, blev læreruddannelsen femårig.

- Der er skåret voldsomt på de studerendes timetal. En femårig uddannelse vil både give plads til flere timer og til et udvidet praktikforløb, siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV