Nye oplysninger om terroristerne fra Paris: Her kom to af mændene fra

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

To af angriberne i Paris, der var med til at dræbe 129 mennesker, kom fra Bruxelles.

Det oplyser den offentlige anklager til flere belgiske medier.

Det drejer sig om to personer, der var i besiddelse af franske pas. Begge blev dræbt under de blodige angreb.

Samtidig oplyser anklageren, at to biler, som de mindst syv gerningsmænd benyttede sig af til at komme rundt i Paris, var lejet i Belgien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Belgisk politi har gennemført flere anholdelser og foretaget ransagninger i Molenbeek, der er en bydel i Bruxelles.

- Der er foretaget fem anholdelser, som har forbindelse til angrebene i Paris, siger Francoise Schepman, der er borgmester i Molenbeek-distriktet.

Allerede lørdag oplyste den belgiske anklagemyndighed, at den var i gang med at undersøge en forbindelse, efter at en lejet belgisk bil blev fundet nær stedet, hvor attentatmænd angreb en fyldt koncertsal i Paris og dræbte mindst 90 mennesker.

Søndag bekræfter myndighederne, at der er beslaglagt en Seat Leon i en forstad til Paris. I bilen er der fundet tre kalasjnikov-rifler, skriver flere franske medier.

/ritzau/dpa