Nye personbiler udleder markant mere NOx end lastbiler

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Nye personbiler på diesel udleder tre gange så meget NOx per kilometer som nye lastbiler og busser - uanset at lastbilerne og busserne er både større, tungere og kører væsentligt kortere på en liter diesel, skriver Ingeniøren.

Dermed er lastbiler og busser ikke længere de største syndere, når det gælder forurening med skadelige NOx-gasser, der forstærker blandt andet luftvejslidelser som astma.

- Der er noget rivende galt, når små biler får lov at forurene mere end en bus. Det er jo grotesk, siger direktør Thorkild Kjær fra patientforeningen Astma-Allergi Danmark.

De nye tal for NOx-forurening stammer fra en rapport fra det norske Transportøkonomisk Institutt og bygger på målinger foretaget i Finland.

Modsat, hvad der er tilfældet ved typegodkendelsen, er målingerne udført, så de afspejler kørsel i virkelig trafik. De er dog foretaget i et laboratorium, så de kan reproduceres.

Netop udledningen af NOx-partikler er omdrejningspunktet for den igangværende Volkswagen-skandale.

De målinger, som igangsatte hele VW-miseren, blev foretaget på vejene, hvilket gør det vanskeligt at eftergøre dem. Men ifølge forskeren Rolf Hagman, der står bag den norske rapport, ligner de to målinger hinanden.

De syv dieselbiler fra den finske undersøgelse udleder i gennemsnit godt fire gange mere NOx, end typegodkendelsen tillader i bykørsel, nemlig 0,35 gram. De 12 busser og lastbiler i testen udleder kun 0,12 gram.

Det virkelig overraskende ved testen er for Rolf Hagman, at busser og lastbiler har så lave udslip af både NOx og de endnu mere sundhedsskadelige partikler, at de ikke udgør et lokalt miljøproblem i byerne.

- Jeg har arbejdet med målinger af udslip i 20 år. Jeg har aldrig tidligere oplevet, at virkelige test har overgået forventningerne, og det gjorde de tunge køretøjer, siger han.

Afdelingsleder Torben Lund Kudsk fra bilistorganisationen FDM er "desværre ikke" overrasket over de nye tal:

- Det viser med al tydelighed behovet for, at vi hurtigst muligt får en mere virkelighedsnær test for personbiler. Bilproducenterne har en kæmpe opgave for sig, når den kommer, men selvfølgelig kan det komme til at virke, siger han til Ingeniøren.

/ritzau/