Nye PET-tal: Mindst 19 danskere dræbt i Irak og Syrien

Det har kostet mindst 19 danskere livet at tage til Syrien eller Irak for at kæmpe i konflikten, viser nye tal fra Center for Terroranalyse, CTA, under Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Tallene er en smule højere end tidligere tal, som viste, at mindst 16 af 110 udrejste danskere er blevet dræbt i Irak og Syrien.

De nye tal kommer onsdag eftermiddag i en opdateret vurdering af terrortruslen mod Danmark.

Her fremgår det, at CTA vurderer, at der fortsat er en terrortrussel mod Danmark fra personer, der vender hjem fra konflikten i Syrien og Irak.

- Vi vurderer, at der fortsat er personer, der tilslutter sig militant islamistiske miljøer i Danmark, og at der i miljøerne er udbredt sympati for Islamisk Stat, siger chef for CTA, Søren Jensen.

Han vurderer, at personer, der påvirkes af militant islamistisk propaganda, og som har forbindelser til kriminelle miljøer og samtidig adgang til våben, kan være af "stigende bekymring" for terrortruslen.

PET mener, at terrortruslen mod Danmark alt i alt er alvorlig. Det er terrorangrebene 14. og 15. februar i København blandt andet et tegn på.

- Terrorangrebene i København viste, at der er personer, som har både intention om og kapacitet til at begå terror i Danmark, motiveret af militant islamisme.

- Truslen udspringer fra konflikter og ideologier i udlandet, der radikaliserer personer ogmiljøer i Danmark, siger PET-chef Jens Madsen i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip