Nye regler for kvoteflygtninge kan være på vej

Ifølge avisens oplysninger vil det fremgå af regeringens lovprogram for det nye folketingsår, der begynder tirsdag, at udvælgelseskriterierne for kvoteflygtninge skal ændres i det kommende år. Det fremgår ikke, hvor Politiken har oplysningen fra.

»Jeg synes, det er helt åbenlyst, at vi skal ændre lovgivningen, så den kommer til at se ud, som den gjorde før VKOs ændring. Så man igen tager udgangspunkt i, hvem der har det største beskyttelsesbehov. Og jeg synes, det er rimelig oplagt, at når vi udvælger kvoteflygtninge, tager vi dem med størst behov for beskyttelse,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

Selvom det fremgår af SRSF-regeringens regeringsgrundlag, at »kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge skal ændres, så kvoteflygtninge uanset integrationsparathed har lige mulighed for at komme til Danmark«, er der ikke kommet et udspil fra justitsminister Morten Bødskov (S).

Han har tidligere meldt ud, at det er nødvendigt at overveje, om kriteriet om integrationsparathed bør erstattes af andre kriterier.

»Vi noget bekymrede over, at det har taget så lang tid at lave en simpel lovændring, og vi frygter, at det er, fordi regeringen vil indføre nye udvælgelseskriterier, der handler om alt mulig andet, end hvem der har det største beskyttelsesbehov,« siger Johanne Schmidt-Nielsen til avisen.

SFs integrations- og udlændingeordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), og de Radikales udlændingeordfører, Marlene Borst Hansen (R), vil ifølge Politiken ikke bekræfte, at lovkataloget indeholder en ændring i dette folketingsår eller kommentere om nye kriterier eventuelt vil blive sat i stedet.

De Konservative og Venstre afviser blankt at stemme for en eventuel afskaffelse af integrationskriteriet.

Dagens Gossip

Dagens TV