Nye retningslinjer skal få folk ud af stofmisbrug

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

Når stofbrugere afslutter en misbrugsbehandling, er det de færreste, der rent faktisk har formået at droppe stofferne.

Derfor offentliggør social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) nye nationale retningslinjer til kommunerne i et forsøg på at give misbrugsbehandlingen en bedre effekt.

- Det er vigtigt, at kommunerne lykkes med stofmisbrugsbehandlingen, fordi det siger sig selv, at det er vigtigt for de mennesker, det handler om, siger Karen Ellemann til Ritzau.

Kommunerne bruger i dag omkring 900 millioner kroner om året på stofmisbrugsbehandling, men realiteten er, at kun omkring en tredjedel har droppet eller begrænset deres misbrug, når de forlader behandlingen.

- De nye nationale retningslinjer samler for første gang den bedste viden på området. Og det kommer til at blive et enormt stærkt grundlag for kommunerne at arbejde ud fra, fordi de kan øge kvaliteten i deres tilbud, siger ministeren.

Socialstyrelsen har samlet retningslinjerne i otte overordnede anbefalinger.

De omhandler blandt andet om, at borgere i et stofmisbrug også udredes for sociale, psykiske og fysiske problemer, ligesom det også anbefales, at forhindringer - som eksempelvis hjemløshed og psykiske lidelser - reduceres.

Karen Ellemann pointerer, at det er vigtigt, at retningslinjerne bliver brugt i praksis og ikke kommer til at samle støv i en skuffe i forvaltningen.

- Derfor kommer vi faktisk også til at sætte ressourcer af til, at retningslinjerne bliver en del af den kommunale hverdag, siger hun.

- Vi har sørget for at sikre, at Socialstyrelsen kommer til at være behjælpelige i forhold til kommunernes arbejde med at tage retningslinjerne i brug i hverdagen.

Repræsentanter fra blandt andet Center for Rusmiddelforskning, Centerlederforeningen, Kommunernes Landsforening, KL, Sundhedsstyrelsen, og Rådet for Socialt Udsatte har været med til at udvikle retningslinjerne.

/ritzau/