Nye ruter ind i Europa kan opstå efter flygtningeaftale

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Fremover vil flere flygtninge og migranter måske krydse Sortehavet til Bulgarien og Rumænien eller begive sig ud på Middelhavet fra Libyens kyster i Nordafrika med kurs mod Italien.

Efter at Grækenland er begyndt at sende syrere, irakere og andre nytilkomne udlændinge tilbage til Tyrkiet, er der i hvert fald større sandsynlighed for, at nye ruter ind i det forjættede Europa kommer i spil.

Det vurderer seniorforsker Nauja Kleist fra Dansk Institut for Internationale Studier.

- Forskning på området viser, at når man dæmper eller lukker en rute, flytter trafikken typisk et andet sted hen. I det her tilfælde kan man forvente, at flere vil rejse fra Libyen til Italien og fra Tyrkiet til andre steder end Grækenland, siger hun.

- For eksempel er der forlydender om, at tyrkiske menneskesmuglere er begyndt at tilbyde at sejle til Italien i stedet. Det kan også være, der opstår ruter over Sortehavet.

Mandag trådte den flygtningeaftale, som blev indgået i marts mellem EU og Tyrkiet, i kraft. Den indebærer, at afviste asylansøgere samt flygtninge og migranter, der ikke søger asyl i Grækenland, skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet.

Men selv om Libyen skulle blive et yndet transitland på linje med Tyrkiet, forventer seniorforsker Nauja Kleist ikke, at landet på samme måde og inden for en overskuelig fremtid vil indgå i forhandlinger med EU.

- Libyen er ikke lige til at forhandle med, blandt andet på grund af borgerkrigen i landet. Men der er ingen tvivl om, at andre lande kunne blive inspireret af aftalen mellem EU og Tyrkiet på grund af de muligheder, der følger med, siger Nauja Kleist.

Med aftalen har EU lovet Tyrkiet at sætte mere fart på udbetalingen af tre milliarder euro (22,5 milliarder kroner) til projekter til fordel for syriske flygtninge i Tyrkiet.

EU har stillet yderligere tre milliarder euro i udsigt, når den første pulje er brugt. Desuden kan tyrkiske statsborgere få visumfri adgang til EU fra udgangen af juni, hvis ellers Tyrkiet til den tid lever op til en række fastsatte kriterier.

/ritzau/