Nye sammenstød i Tyrkiet

Avisen citerer lokale medier for, at adskillige blev såret i Ankara, hvor op mod 10.000 demonstranter, som blandt andet råbte »Erdogan gå af«, blev mødt af politi med vandkanoner og tåregas. Mange af demonstranterne har slået lejr i telte på pladsen i Ankara og på Taksim i Istanbul.

Også i Istanbul rapporterer avisen, at der har været sammenstød. De fandt angiveligt sted i et arbejderkvarter, hvor et muslimsk mindretal, som er imod Erdogan, er bosat.

Politiet holder sig stadig væk fra Istanbuls centrale Taksim-plads, hvor protesterne begyndte for mere end en uge siden som en protest mod opførelsen af et indkøbscenter på et grønt område ved pladsen. Herfra har protesterne spredt sig til hele landet og taget karakter af et opgør med Erdogan, der beskyldes for at islamisere det ellers sekulære tyrkiske samfund.

Stemningen på Taksim-pladsen var dog ifølge avisen mere præget af musik og dans end af konfrontation.

Premierminister Erdogan har annonceret, at han senere søndag vil rejse til Ankara.

Lørdag meddelte han gennem sit parti AKP, at der ikke bliver tale om at udskrive valg før tiden til parlamentet.

Næste valg skal ifølge forfatningen afvikles i 2015.

Dagens Gossip

Dagens TV