Nye sonderinger: SPD forlanger indrømmelser af Merkel

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, tager i denne uge stilling til, hvem hendes kristeligt demokratiske CDU og søsterpartiet CSU vil prøve at danne forbundsregering med.

CDU-formanden sætter sig mandag eftermiddag atter til forhandlingsbordet i Berlin med topfolkene i det socialdemokratiske SPD for at sondere mulighederne for at danne en stor koalition.

Og socialdemokraterne forventer, at høflighedsfraserne fra det første sonderingsmøde forrige fredag nu bliver lagt til side.

Tirsdag holder Merkel og de 13 CDU/CSU-forhandlere så endnu et møde med De Grønne, inden kansleren afgør, hvem hun vil forhandle om et regeringsgrundlag med.

De fleste tyske kommentatorer mener, at pilen peger i retning af en ny stor koalition, efter at Merkel og CSU-formand Horst Seehofer fredag mødtes med SPD-formand Sigmar Gabriel bag lukkede døre i kanslerministeriet.

Forbundskansleren regerede også sammen med SPD fra 2005 til 2009, hvilket kostede socialdemokraterne dyrt i vælgeropbakningen.

Mange SPD-folk er derfor skeptiske over for at genoplive samarbejdet, og de syv socialdemokratiske forhandlere kræver mandag af kansleren, at sonderingerne i Det Parlamentariske Selskabs lokaler over for Rigsdagen bliver mere konkrete.

- Jeg forventer flere tilsagn og imødekommenhed, først og fremmest hvad angår mindsteløn, men ikke kun på det område, siger SPD's organisatoriske chef, generalsekretær Andrea Nahles, ifølge nyhedsbureauet dpa.

En lovpligtig mindsteløn på 8,5 euro i timen var SPD's hovedkrav i den nylige valgkamp. Både mindstelønnen og andre centrale emner som skatte- og EU-politikken vil mandag blive drøftet på mødet, som sagtens kan trække ud til ud på natten.

Hvis Merkel beslutter sig for at bejle til socialdemokraterne som ny regeringspartner, skal 200 SPD-delegerede på søndag ved en ekstraordinær kongres give grønt lys for at indlede regulære koalitionsforhandlinger med CDU/CSU.

/ritzau/

Dagens Gossip