Nye studerende flokkes om fagforeninger

Ifølge flere fagforeninger, som Berlingske Nyhedsbureau har talt med, er de nye studerende i stigende grad interesseret i at melde sig ind i en fagforening. Ud af seks adspurgte fagforeninger melder fem om en vækst i antallet af medlemmer, der er under uddannelse. Kun én fagforening har fået færre medlemmer.

I HK/Privat er der på en uge efter årets studiestart kommet over 1.000 nye medlemmer. I Dansk Magisterforening steg antallet af nye studerende medlemmer med over 600 fra 2011 til 2012. Og hos DJØF er antallet at nye studerende i forbindelse med årets studiestart steget med 19 procent i forhold til året før.

»Vi kan se en klar tendens og har oplevet en stor stigning i antallet af studerende, der melder sig ind,« siger Birgitte Sellebjerg Schødts, chefkonsulent i DJØF, som har 23.000 studerende medlemmer.

Tendensen breder sig også til de håndværksmæssige fagforeninger som 3F og FOA. I FOA har projektleder Heidi Leen registreret knap 1.500 nye medlemmer siden 1. august. Årsagen er ifølge Heidi Leen blandt andet et øget fokus på at hverve medlemmer på uddannelsesinstitutionerne.

»Vi havde også en kampagne på skolerne sidste år, men vi har i hvert fald fået 300 flere medlemmer mere i år,« siger Heidi Leen.

Udviklingen tyder på, at de unges faldende tilslutning til fagforeningerne er ved at vende, forklarer Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet.

»Hvis det er et varigt fænomen, så er det et brud med den tendens, hvor vi har set, at de unge ikke har været fagligt organiserede,« siger Bent Greve.

Han peger på, at ændringen skal ses i lyset af den finansielle krise og den påvirkning, den har haft på det arbejdsmarked, de unge skal ud på.

»Jeg tror, det skyldes, at vi har haft en høj ungdomsledighed i en årrække, og vi har mange unge, der godt er klar over, at de har brug for støtte til både at komme ind på arbejdsmarkedet og støtte til at fastholde deres job, hvis de er kommet ind på arbejdsmarkedet,« siger Bent Greve.

I Danske Studerendes Fællesråd er man heller ikke overrasket over tendensen til flere fagforeningsmedlemmer blandt de studerende.

»Det er et helt andet arbejdsmarked, end hvad mange har forestillet sig førhen. Det skaber en bekymring hos de studerende og et stærkt incitament for, at man melder sig ind, siger formand Jakob L. Ruggaard.

Fagforeningerne forklarer også stigningen med, at det siden 2009 været muligt for a-kasser at fritage studerende for kontingent. Desuden tilbyder fagorganisationerne vejledning og rådgivning til de studerende, der for alvor er interesseret i at få hjælp til deres karriere.

»Det betyder rigtig meget for de studerende, som tidligt begynder at orientere sig om deres karriere, når vi kan hjælpe med at se en ansøgning og så videre igennem. Det bliver de mere og mere bevidste om,« siger Birgitte Sellebjerg Schødts fra DJØF.

Den holdning deler man i HK/Privat.

»For få år siden troede mange studerende, at bare de havde en uddannelse, var de sikret et job. Efter nogle år med krise kan mange se værdien af et fagligt engagement, og at det netværk, HK tilbyder dem, er godt for deres karrierer,« siger konsulent i HK/Privat, Nefer Türkoglu.

Dagens Gossip