Nye tal: Lidt færre er på offentlig forsørgelse

Skrevet af admin

24/09/2015

Mest læste i dag

Der bliver stadig færre offentligt forsørgede i Danmark. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Siden andet kvartal 2014 har der været et samlet fald på 16.800 personer. Tallet for offentligt forsørgede mellem 16 og 64 år er nu 1.079.200.

- Der har været en tendens med faldende ledighed gennem et godt stykke tid nu. Det er stort set uændret i dette kvartal, men tendensen er altså stadig, at der bliver færre på offentlig forsørgelse, siger Carsten Bo Nielsen, der er afdelingsleder i Danmarks Statistik.

En af årsagerne til faldet er, at antallet af SU-modtagere er aftaget. Hvor der de seneste år har været en kraftig stigning i tallet af SU-modtagere, er det siden tredje kvartal 2014 stagneret omkring 323.000.

Der bliver også færre, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Siden første kvartal er antallet af tilbagetrukne fra arbejdsmarkedet faldet med 4600 til 303.400.

Dette fald skyldes, at der er kommet 2000 færre på førtidspension, 2500 færre på efterløn og 100 færre på fleksydelse.

Hos Dansk Byggeri forventer cheføkonom Bo Sandberg, at antallet af offentligt forsørgede vil fortsætte nedad, hvis man bliver ved med at reformere den danske økonomi:

- Arbejdsmarkedsreformerne er begyndt at virke. Antallet af offentligt forsørgede bevæger sig på femte år med små skridt i positiv retning.

- Dansk økonomi er grundlæggende ganske sund, og finanspolitikken er holdbar. Men når det er sagt, er det i opgangstider, det gør mindst ondt at reformere. Således vil det være rettidig omhu at bruge det kommende opsving til at fortsætte reformsporet indenfor blandt andet uddannelse, tilbagetrækning og skat, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/