Nye tal om dagpenge: Ingen ved, hvad de ledige laver

Skrevet af admin

25/09/2014

Mest læste i dag

Ingen ved, hvad der er sket med dem, som har opbrugt dagpengeretten siden 2013.

I sidste uge lød det fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), at 20 procent af dem "er kommet i arbejde, og det er jo rigtig godt".

Men den seneste opgørelser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indeholder usikkerheder, som sår tvivl om grundlaget for hele dagpengedebatten, skriver Jyllands-Posten.

Lønmodtagerne, som ministeren henviste til, kan dække over personer, som har arbejdet helt ned til én time på en måned. Omvendt kan personer, som altovervejende er i job, af tekniske årsager også havne i kategorien af ydelsesmodtagere.

Og folkepensionisterne er opgjort, som om de ikke er på nogen ydelse. De tæller derfor med i den omdiskuterede gruppe af personer, som i debatten fremhæves, som om de ingen indkomst har. I samme kategori tælles også døde og bortrejste, skriver avisen.

Direktør i A-kassernes Samvirke Verner Sand Kirk aner ikke, hvor mange der reelt har fået job:

- Vi ved for lidt om dem til overhovedet at udtale os skråsikkert, siger han til Jyllands-Posten.

Dagpengeforsker hos SFI Anders Bruun Jonassen advarer mod at fremhæve de 20 procent som argument for reformens reelle jobeffekt.

- Personer, der står opført som lønmodtagere, kan have haft meget lidt arbejde, siger han og ser "store svagheder" i datagrundlaget.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at regeringens metode systematisk undervurderer jobeffekten af reformen, og det får Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, til at kræve omtælling. De nuværende tal er ifølge ham "stærkt kritisable".

/ritzau/